Seneste feature er den 5-dobbelte CD "SO MANY ROADS".  Det er en solid "madpakke" med tilhørende bog. Det virkelige guf er at finde på de 3 første CD'er og i særdeles CD nummer 1, som egentlig er hele sættet hver. Sædvanligvis betragter vi "SO MANY ROADS" som 1 CD med tilhørende 4 bonus-cd'er.

CD nummer 1 består overvejende af optagelser fra før udsendelsen af Grateful Dead første album. Det balancere et sted mellem midt-60'er garagerock, blues og "rigtig" Grateful
Dead musik. Ved gennemlytning bemærkes Pigpens mundharpe,
som næsten konstant kører et sted i baggrund. Gruppen havde
tydeligvis ikke helt fundet sin stil, men musikken er fed. På
dette tidspunkt var der måske en slags latent musikalsk
konflikt. I hvert fald havde Pigpen en mere fremtrædende
plads og han var med mere traditionelle blues-tilgang ty-
delig et andet sted end Jerry Garcia. Dette er næppe me-
re tydeligt end på nummeret "Same old thing"; starter som
en rigtig tung, langsom blues-sag med Pigpen's messende vo-
kal i forgrunden. Dette varer ved et godt stykke ind i melodien ind-
til Jerry Garcia spiller solo og musikken ligesom letter og stiger gan-
ske svagt i tempo, hvorefter det udvikler til temmelig lang, jambaseret solo,
hvor Jerry bare bliver ved og ved, sådan som kun han gør det når han er allerbedst.  

Når man har lyttet sig rigtig varm på denne lille hemmelige perle kan man passende tage et bonustrip 20 år frem til CD 3 og høre "Shakedown Street" anno 1985 i en aldeles forrygende og højenergisk udgave, hvor Garcia også bare bliver ved og ved uden at tage hverken tråden, nøglerne eller gejsten. Sjovt er det at høre Garcia bruge nøjagtig samme lyd og pedal, som på den oprindelige studieindspilding og det er eneste nummer, hvor guitaren har netop denne (i øvrigt letgenkendelige) klang.